Om Vestenvind af Annette Danielsen
Strikkebogen indeholder opskrifter til 9 modeller, hvor hver model kan strikkes enten som vest eller trøje.
Min oprindelige ide, var at lave en strikkebog med veste i forskellige udgaver, men da veste er noget som kommer og går i modebilledet, opstod tanken om at designe både veste og trøjer i næsten samme udgave.
De to udgaver af modellen, er ikke tænkt som ”et sæt”, men nærmere som et ”enten eller”.
Ofte hjælper det mig i designprocessen, at have en rød tråd enten fra en titel eller fra et tema – og titlen til denne bog var ret oplagt: Jeg er rundet af vestenvinden.
Jeg er faldet i søvn til lyden af hylen og rusken i grantræerne. De nøgne træstammer med grene pegende mod øst, vidner om et årelangt pres fra vinden. Vindens kræfter som kan blæse luften ud af en, når man på cykel strider op imod den for at komme frem.
Jo tak, jeg er meget bekendt med vestenvinden.